Polaris køber SSG


Polaris har indgået aftale med BWB Partners om at erhverve aktiemajoriteten i SSG Group ("SSG"), der er en førende nordisk leverandør af skadeservice og beslægtede ydelser med 900 medarbejdere og flere end 50 døgnbemandede SSG-centre i Danmark, Norge og Sverige. SSG blev stiftet i 1993 og har siden BWB Partners’ køb af virksomheden i 2012 gennemført en række opkøb, som har skabt veletablerede markedspositioner i Norge og Sverige i tillæg til SSG’s markedsledende position i Danmark. I regnskabsåret 2018/19 forventer SSG-koncernen en omsætning i niveauet 900 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 60-65 mio. kr.

"SSG er en attraktiv virksomhed med gode vækst- og udviklingsmuligheder på det nordiske marked for skadeservice, hvor efterspørgslen er uafhængig af konjunkturudsving og i stadig større grad påvirkes af klimaforandringer. Med afsæt i markedsudsigterne og en solid platform især i Danmark og Norge vil vi i samarbejde med SSG’s ledelse og medarbejdere styrke driften på tværs af markederne og løfte salget i Norge og Sverige i særdeleshed, hvor vi ser et stærkt vækstpotentiale. I de kommende år vil vi sammen skabe fremgang i omsætning og indtjening gennem videndeling, digitalisering, styrket kundeservice og investeringer i salgs- og driftsprocesser samt et skarpt fokus på opkøbsmuligheder inden for skadeservice og beslægtede områder," siger Rune Lillie Gornitzka, Partner i Polaris.

Siden BWB Partners’ køb af SSG er virksomheden vokset til en af Nordens førende udbydere af skadeservice og beslægtede ydelser gennem ekspansionen til Norge og Sverige. Efter en række opkøb er SSG i dag blandt de tre største udbydere af skadeservice i de to markeder, og desuden har SSG væsentlige aktiviteter inden for ejendomsservice i Sverige. Samtidig har virksomheden udbygget sin position som markedsleder i Danmark via opkøb og udvikling af nye services. SSG har skabt en forretningsmodel, der er skræddersyet til forsikringsselskabernes behov, og betjener derudover virksomheder, kommuner, ejendomsforeninger og -selskaber mv.

"Vi har nået vores oprindelige mål for ejerskabet af SSG, som i dag er blandt Nordens førende på sit felt. SSG er en robust og veldiversificeret virksomhed med gode fremtidsudsigter, og det er et naturligt tidspunkt for os at give stafetten videre til Polaris, der deler vores positive syn på det nordiske marked for skadeservice og beslægtede ydelser. Vi glæder os over at have bidraget til at skabe en væsentligt større og stærkere forretning, som nu kan fortsætte på vækstrejsen," siger Lars Thorsgaard Jensen, Partner i BWB Partners.

Ejerskiftet medfører ingen ændringer i eksisterende samarbejdsaftaler og kundeforhold.

"Sammen med BWB Partners har vi udvidet forretningen og skabt vækst på tværs af SSG’s markeder, og vi ser frem til at samarbejde med Polaris om at videreudvikle virksomheden med et skærpet fokus på geografisk ekspansion, fortsat styrkelse af driften og forbedring af lønsomheden i de kommende år med afsæt i en rigtig positiv udvikling i indeværende regnskabsår," siger Sonny Nielsen, Group CEO i SSG.

Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.


Yderligere information:

Rune Lillie Gornitzka, Partner i Polaris, +45 24 62 14 64

Lars Thorsgaard Jensen, Partner i BWB Partners, +45 30 70 94 97

Sonny Nielsen, Group CEO i SSG, +45 21 26 71 79 

 

Om SSG (www.ssg.dk)

SSG-koncernen blev etableret i Danmark i 1993 og er i dag en førende leverandør af skadeservice samt industri- og ejendomsservice i Norden. SSG har stærke kompetencer inden for vedligeholdelse af bygningsaktiver, forebyggelse og minimering af skader samt bevaring af værdier. Virksomheden har siden 2012 gennemført flere strategiske opkøb og er nu landsdækkende i Danmark, Norge og Sverige med omkring 900 medarbejdere og 51 SSG-ejede centre samt 4 franchiseejede centre.

Om Polaris (www.polarisequity.dk)

Polaris er en nordisk kapitalfond med hovedsæde i København, som investerer i veletablerede mellemstore virksomheder i Norden. Polaris har siden 1998 rejst 4 fonde med mere end 9 mia. kr. i kapitaltilsagn. Polaris’ investeringsfokus er virksomheder med vækst- samt udviklingspotentiale. Polaris har til dato investeret i 40 virksomheder, hertil kommer flere end 70 tillægsinvesteringer til porteføljevirksomhederne. Polaris ejer i dag 13 virksomheder med en samlet omsætning på 7 mia. kr. og 5.000 ansatte.

Om BWB Partners (www.bwbp.dk)

BWB Partners er et ejer-ledet investeringsselskab, som investerer i mindre og mellemstore virksomheder med en omsætning på 150-750 mio. kr. med et stærkt potentiale for vækst. BWB Partners forvalter fondene BWB Partners I og II, som med et samlet kapitaltilsagn på 2,3 mia. kr. investerer på vegne af danske og internationale investorer.