Pressemeddelelse

Jeff Gravenhorst tiltræder som bestyrelsesformand i SSG

SSG Group (SSG), der er en førende nordisk leverandør af skadeservice og beslægtede ydelser, styrker og udvider bestyrelsen med udnævnelsen af Jeff Gravenhorst som bestyrelsesformand.

Jeff Gravenhorst (1962) er professionelt bestyrelsesmedlem og vil bidrage til SSG’s udvikling med omfattende erfaring fra sin karriere som CEO for store internationale service- og industrivirksomheder samt stærke kompetencer inden for ledelse, strategi, forretningsudvikling og finans.

”Vi er utroligt glade for at kunne byde Jeff Gravenhorst velkommen til SSG, og vi ser frem til at trække på hans store erfaring og dybe indsigt i selskabets industri. SSG gennemgår en spændende udvikling i disse år, og vi er sikre på, at Jeffs indsats i bestyrelsen vil skabe stor værdi for virksomheden,” siger Rune Lillie Gornitzka, næstformand i SSG og partner i Polaris.

I 2002-2020 havde Jeff Gravenhorst ledende stillinger, heraf senest 10 år som Group CEO, i ISS-koncernen, der er en af verdens største udbydere af facility services og havde en omsætning på 70 mia. kr. og næsten 400.000 medarbejdere ved udgangen af 2020. Inden ansættelsen i ISS var Jeff Gravenhorst CEO for ALTO Europe – der producerer rengøringsudstyr og i dag er en del af Nilfisk – og CFO i Wittenborg UK Ltd., der fremstillede salgsautomater. Jeff Gravenhorst indledte sin karriere i Arthur Andersen som revisor og konsulent, og han er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School.

Siden 2015 har Jeff Gravenhorst været bestyrelsesformand for den globale ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll, og i 2020 tiltrådte han som bestyrelsesformand for NGO’en Human Practice Foundation samt vikar- og rekrutteringsbureauet Moment. I 2021 er han indtrådt i bestyrelsen for uddannelsesplatformen Galileo Global Education, hvor han også er formand for revisionsudvalget.

”Jeg ser frem til at blive en del af SSG og bidrage til at udbygge virksomhedens førende markedsposition og fortsætte den stærke udvikling i en spændende industri med rigtig gode vækstmuligheder og en vigtig samfundsmæssig opgave. SSG hjælper kunderne med at håndtere effekterne af klimaforandringer og skabe tryghed ved at tage hånd om mennesker, værdier og bygninger. Den indsats ser jeg frem til at blive en del af,” siger Jeff Gravenhorst.

Bestyrelsen i SSG udgøres af:

  • Jeff Gravenhorst, formand, professionelt bestyrelsesmedlem
  • Rune Lillie Gornitzka, næstformand, partner i Polaris
  • Johan Agerman, nordisk direktør i Lowell
  • Sonny Hoffmann Nielsen, professionelt bestyrelsesmedlem
  • Martin Bøge Mikkelsen, professionelt bestyrelsesmedlem

Yderligere information:
Rune Lillie Gornitzka, næstformand, partner i Polaris, +45 24 62 14 64

Om SSG (www.ssg.dk)
SSG-koncernen blev etableret i Danmark i 1993 og er i dag en førende leverandør af skadeservice samt industri- og ejendomsservice i Norden. SSG har stærke kompetencer inden for vedligeholdelse af bygningsaktiver, forebyggelse og minimering af skader samt bevaring af værdier. Virksomheden har siden 2012 gennemført flere strategiske opkøb og er nu landsdækkende i Danmark, Norge og Sverige med knap 1.000 medarbejdere.

Pressemeddelelse i PDF